Politiet fik i løbet af weekenden flere henvendelser fra folk, som ville vide noget om det underlige lys, som fredag og lørdag aften og nat kunne ses over Ringsted. Der var opringninger fra folk i Tybjerglille og Stenlille. Selv Meteorologisk Institut ville vide, hvad der var på færde. Også på Dagbladets redaktion er der kommet henvendelser fra læsere i forbindelse med lysfænomenet. Og lad det være sagt med det samme. Der er ikke tale om UFO'er eller andre tingester fra det ydre rum. Weekendens bemærkelsesværdige hvide |
|
lysstråler på nattehimlen stammede fra lyskasteren: »Skyrose«, som firmaet Discotronix på Rugvænget lejer ud til promotionformål. Fredag og lørdag var den aktuelle anledning, at Tina og Benny Sølvberg ville skabe opmærksomhed om åbningen af parrets ny Felix-pub i Sct. Hansgade. »Skyrose« består af et motoriseret lampehus med en speciel gaspære, som belyser en reflektor af små spejlflader, og på den måde opstår de mange tynde hvide stråler, der drejer og bevæger sig rundt på himlen. |